DJ,musiker og gourmet

En snak om fjerne lande, underlige måltider og søvnmangel.

Culinary Art

Det stiftende medlem af Jazzanova, Alex Barck, fortæller om, hvorfor DJ’s er de nye gourmeter. En snak om fjerne lande, underlige måltider og søvnmangel.

Berlin-Kreuzberg, Maybachufer. På en sommeraften en torsdag mødtes vi med Alex Barck, der er frontmanden for det internationalt anerkendte DJ-/producersamarbejde Jazzanova, til en snak om god mad. Og hvor bedre at gøre dette end på en restaurant? Han foreslår, at vi tager på Life, der er en japansk restaurant, som åbnede, kun et par uger før vores interview fandt sted. Restauranten er allerede blevet noget af et insidertip på Berlins gastroscene. Alex kender restauranten, og ejeren er en af hans bekendte, så der er ingen fare for, at vi kommer til at mangle mad denne aften.

Succesrige DJ’s mangler ikke penge, så de spiser på dyre restauranter og bliver automatisk feinschmeckere, ikke også Alex?
Det er ikke en teori, der gælder for mig, for jeg prøver at undgå klientellet på dyre restauranter. I stedet for at tale med den person, de spiser sammen med, stirrer ned de på deres tallerkener – som en hund med øjnene fikseret på bolden, siger han grinende. Det er mere det, at når du er DJ, er du altid på farten et eller andet sted i verden, og i sidste ende prøver du automatisk at sørge for, at du spiser godt. Det er et hårdt job, og du skal sørge for, at du får den energi, du skal bruge.

Bands bruger også meget tid på vejen, men de har ikke rygte for at være feinschmeckere.
Som DJ’s har vi en stor fordel – der er kun én af os, så vi er billigere at flyve ind, siger han grinende. Der betyder, at vi får bedre fly og hoteller, og at backstagecateringen er mere end blot det basale. På et tidspunkt insisterede DJ’s – og særligt dem på vores scene – pludselig på, at de ville spise på gode restauranter.

Hvad med dig – hvordan kom du i gang med det?
Jeg er fra DDR og voksede op i Østberlin, hvor mad bare var en nødvendighed. Den skulle bare gøre dig mæt. Og når du er ung, tænker du alligevel ikke så meget over det. Det vigtigste er, at du er mæt. Jeg levede på den måde i årevis – en typisk ungkarl. Men så mødte jeg min kone. Hun er franskmand ...

... og resten er historie.
Han siger grinende: Mad er meget vigtig i Frankrig, og alle er tilsyneladende et omvandrende vinleksikon – de ved med det samme, hvilken vin der passer til hvilken type mad. Jeg nød det selvfølgelig virkelig, men så heller ikke mere end det – eller det troede jeg i hvert fald. Men lige pludselig blev jeg også betragtet som en vinkender. Min kones image havde smittet af på mig! Det positive ved det var, at det tændte min interesse, og nu ved jeg faktisk mere end min kone.

Hvis der blev lavet en film, ville den hedde "Alex, den tøvende feinschmecker".".
Jeg vil ikke rigtig kalde mig selv en feinschmecker, fordi jeg kan lide at spise hjemme – min kone er en fantastisk kok. Det, jeg bedst kan lide ved madkulturen, er faktisk det sociale aspekt – muligheden for at møde mennesker. På den måde lærer du gradvist mere om maden.

Så at spise sammen med andre og diskutere mad er lidt som at kigge pladerne igennem og snakke forretninger i en pladebutik.
Absolut. Eller du kan selvfølgelig bestille alle dine plader online – det er hurtigt og nemt. Så sidder du derhjemme med to tusinde plader, der alle er fantastiske, men hvem skal du snakke om dem med – hvem spiller du dem for? For mig er det det samme med mad. Noget kan være rigtig godt, men der kommer et tidspunkt, hvor du siger: Jeg vil hellere gå ud og spise med en, som jeg kan have det sjovt med – en, der værdsætter maden – og som måske har nogle spændende tanker om emnet.

Jeg tænker, at du ofte møder den type mennesker på dine rejser?
Der er altid nogle, der siger: Du er i Spanien, så du skal drikke den eller den vin. Og når du er i Italien, skal du drikke denne. Hver landsby har den bedste vin og den bedste olivenolie. Så man siger OK og prøver den, fordi jeg kan lide at få nye venner – jeg har spinnet plader for mere eller mindre de samme mennesker i de sidste 20 år. Det er en japansk ting: Du arbejder med en promoter og hjælper dem, fordi det handler om at give og tage.

"Så du sidder der midt i et parallelunivers"

Du har tilsyneladende en svaghed for Japan. Du foreslog selv, at vi mødtes på denne japanske restaurant.
I Japan kan du gå ind på en hvilken som helst restaurant – den kan være lidt af et hul eller ultrahip – og i baggrunden spiller de et fantastisk jazznummer, som du ville ønske, du selv havde skrevet. Og de er lige så dedikerede til maden, som de er til musikken. De overholder også stadig de gamle traditioner. Du sidder midt i denne fascinerende kultur – et parallelunivers – og du får serveret gærede nattō-bønner til morgenmad og tænker: "Det kunne jeg ikke få ned til aftensmad!" Det er livet!

Forskellige lande, forskellige skikke – skal du nogle gange være forsigtig?
Uanset hvor i verden du er, går det normalt OK, hvis du overholder de grundlæggende principper for høflighed og respekt. Som DJ har du også tendens til at leve lidt i en boble, omgivet af personer ligesom dig. Du er nødt til at gøre en indsats for at komme lidt væk fra din pladespiller. Så opdager du lige pludselig interessante ting og finder ud af, hvordan tingene fungerer i denne underlige verden.

Hvilke lande kommer dine livretter fra?
Jeg er en stor fan af Indonesien og især den kinesiske mad, som du kan finde over alt der. Jeg tilbragte et år på La Réunion, der er en lille ø i Det Indiske Ocean, og maden var meget usædvanlig, men rigtig god. Det er en rigtig blanding af forskellige køkkener – fransk, indisk, kinesisk, afrikansk, kreolsk og indfødt. Det er utroligt, hvordan de kan blande alt sammen i en gryde, og så smager det bare fantastisk.

"Når vi inviterer folk til middag, spørger de efter denne her særlige ret"

Hvad er det?
Rougail saucisse – røgede pølser lavet med en særlig blanding af krydderier. Det smager, så fuglene synger! Min kone lærte at lave det, da vi boede på La Réunion. Når vi inviterer folk til middag, spørger de efter det. Det er selvfølgelig ikke finere kogekunst – det er en type mad, der er ved at uddø. Det er forståeligt, fordi folk laver ikke så meget fysisk hårdt arbejde nu, så de foretrækker lettere måltider.

Apropos at tiderne ændrer sig – turnerer du stadig lige så meget, som du plejer?
Jazzanova startede midt i 90’erne, så det var selvfølgelig en travl tid. Men jeg er stadig på farten hver weekend. Det er skønt, for jeg kan lide at spinne plader, være på diskoteker og kommunikere med folk gennem musik. Men jeg må indrømme, at jeg nu har nået en alder, hvor det ikke længere er så sjovt at rejse. I morgen skal jeg f.eks. op kl. 6.00 for at flyve til Slovenien, spille der og derefter, uden at få noget søvn, videre til Kroatien, så jeg kan spille til en festival om eftermiddagen. I løbet af de sidste 20 år har jeg opbygget et kæmpe søvnunderskud – du kunne stille mig i hjørnet, og jeg ville falde i søvn med det samme. Det kan selv den mest udsøgte mad desværre ikke hjælpe på.

Forfatter: Nico Cramer
Billeder: © PR, © Holger Talinski