Pletternes ABC

Babymad

Fortvivl ikke, hvis måltiderne ender med at ligne en slagmark!. Sæt tekstilerne i blød i mindst 2 timer i varmt sæbevand, og vask dem derefter som anbefalet på vaskeanvisningen.

Blåbær

Blåbærpletter kan behandles med et lige så gammelt som sundt middel, nemlig saften fra en citron.
Tip: Miele-vaskemaskiner, der er udstyret med funktionen "Pletter", registrerer pletten og bearbejder den målrettet!

Blæk

Citronsaft eller en god pletfjerner kan hjælpe mod blækpletter. Du skal være lidt mere forsigtig, hvis du bruger eddike eller varmt sæbevand. Undersøg først virkningen på et sted på stoffet, som ikke kan ses.

Blod

Fortvivl ikke, hvis måltiderne ender med at ligne en slagmark! Sæt tekstilerne i blød i mindst 2 timer i varmt sæbevand, og vask dem derefter som anbefalet på vaskeanvisningen.

Brandmærker

Hvis en glød er sprunget lidt for langt, "slukker" du den først ved hjælp af en lys, varm, 10 %-eddikeopløsning. Visse stoffer kan herefter bleges ved hjælp af brintoverilte (test tøjet først) eller klorin.

Chokolade

Når denne søde fristelse bliver til en sur opgave, kradser du først pletten forsigtigt af med en kniv. Bland alkohol eller glycerin med en æggeblomme og lad blandingen trænge ind i den brune plet et øjeblik. Vask herefter materialet først med koldt vand og herefter med varmt sæbevand.
Tip: Miele-vaskemaskiner, der er udstyret med funktionen "Pletter", registrerer pletten og bearbejder den målrettet!

Cognac

 

Inden du bliver i dårligt humør af en cognacplet, behandler du først sporene på tøjet med lunkent vand og herefter med lidt flydende vaskemiddel og vand.

Cola

Friske pletter fra denne brune, forfriskende drik går som regel af ved første vask. Gamle pletter kan fjernes ved at komme lidt vaskemiddel til finvask på pletten og herefter "skylle" den af med danskvand.
Tip: Miele-vaskemaskiner, der er udstyret med funktionen "Pletter", registrerer pletten og bearbejder den målrettet!

Deo

Der er ingen grund til at begynde at svede, hvis der er kommet uønskede deodorantspor på dit tøj. Du kan behandle pletten med 5 %-citronsyre forud for vask.

Fedtpletter

Som regel er det nok at behandle pletten med lidt opvaskemiddel eller varmt sæbevand og en vask i maskinen. I den forbindelse anbefaler vi at bruge flydende vaskemiddel, som indeholder flere tensider end vaskepulver og derfor er bedre til at fjerne fedtpletter med. Et gammelt husgeråd er også kartoffelmel, som suger fedtet op, hvorefter det kan børstes af. Hvis pletten stadig ikke er væk, hjælper fx danskvand, eller du kan gnide pletten med sæbe og herefter vaske tøjet ved højst mulig temperatur. Som alternativ kan du også bruge sprit, alkohol eller sæbespiritus. Fedtpletter forsvinder også lige så hurtigt, som de er kommet, hvis man behandler dem med pletspray, der indeholder rensebenzin. Herefter skal tøjet vaskes med et flydende vaskemiddel. Uønskede fedtpletter på skjortekraven fjerner man ved at trykke lidt talkum på pletterne med spidsen af en kniv og lade det trænge ind. Senere gnides pletten forsigtigt med en vatpind.
Tip: Miele-vaskemaskiner, der er udstyret med funktionen "Pletter", registrerer pletten og bearbejder den målrettet!

Frugt

Kom lidt pletfjerner på pletten forud for næste vask. Hvis vitaminerne herefter stadig kan ses, dupper du noget eddike- eller citronsyre på stedet. Visse frugtpletter, fx fra ferskner, ses ofte først efter vask og er specielt hårdnakkede. Gamle frugtpletter kan ofte fjernes ved at lægge tøjet i blød i nogle timer i kærnemælk tilsat lidt citronsaft. Du kan også bruge salmiakspiritus og sæbespiritus til sarte materialer. Frugtpletter kan bleges. Kulørt tøj, uld og silke behandles med et farvefast, flydende afblegningsmiddel. Ved hvidt tøj tilsætter du pletfjerner til vaskemidlet.
Tip: Miele-vaskemaskiner, der er udstyret med funktionen "Pletter", registrerer pletten og bearbejder den målrettet!

Frugtsaft

Hvis de værdifulde vitaminer styrker tøjet i stedet for dig, skal du først hælde noget danskvand på pletten og derefter vaske tøjet i maskinen, som du plejer. Hårdnakkede pletter kan fjernes ved at komme lidt flydende afblegningsmiddel direkte på pletten forud for vask.
Tip: Miele-vaskemaskiner, der er udstyret med funktionen "Pletter", registrerer pletten og bearbejder den målrettet!

Gadesnavs

Du får gadesnavs af tøjet ved hjælp af en blød børste. For at pletterne går nemmere væk, kan du komme lidt vand eller rensebenzin på børsten.

Græs

Grøn er håbets farve, og derfor må du ikke opgive håbet på grund af en græsplet. Det kræver dog, at du ikke kommer vand på pletten, for det gør det sværere at fjerne den. Det er bedre at komme lidt fortyndet salmiakspiritus eller citronsaft på pletten forud for en varm vask. Et gammelt husgeråd hjælper mod gamle græspletter. Blød først det beskidte sted op med lidt tykmælk og skyl efter med frisk mælk. Flannel kan behandles med en blanding af æggehvide og glycerin. Og hvis du har været ude i det grønne med din lyse sommerkjole, skal du først behandle græspletten med lidt sprit. Grønne græspletter blegner meget hurtigt, hvis de behandles med et afblegningsmiddel. Kulørt tøj, uld og silke behandles med et farvefast, flydende afblegningsmiddel. Ved hvidt tøj kan du bruge en pletfjerner forud for vask.
Tip: Miele-vaskemaskiner, der er udstyret med funktionen "Pletter", registrerer pletten og bearbejder den målrettet!

Grøntsager

Pletter fra unge og friske grøntsager kan som regel fjernes med en klud og lidt koldt vand. Ved tomat- og spinatpletter skal du bruge varmt sæbevand, og den bedste forbehandling er at gnide på pletten med rå kartoffelskiver. Hvis grøntsagerne har været i kontakt med fedt, mel og fløde, og herefter er landet på tøjet, skal du smøre lidt vaskemiddel til finvask på pletten forud for vask. Grøntsagspletter forsvinder som regel sporløst, hvis man behandler dem med et flydende afblegningsmiddel eller en pletfjerner.
Tip: Miele-vaskemaskiner, der er udstyret med funktionen "Pletter", registrerer pletten og bearbejder den målrettet!

Harpiks

Først skal problemet lægges på is. Herefter kan pletten nemmere kradses af og efterfølgende behandles med alkohol. Som et alternativ hjælper ligeledes sprit, sæbespiritus, terpentinolie med at fjerne pletterne. Sug blandingen op med trækpapir. Gammel harpiks blødes først op med smør. Herefter kradses den opløste harpiks forsigtigt af med en kniv, hvorefter det resterende materiale vaskes af med sæbespiritus.

Honning

Hvis biernes guld smykker dit tøj, skal du først bruge varmt vand. Herefter behandler du den søde plet direkte med lidt flydende vaskemiddel.

Hudcreme

Pletter fra fede hudcremer fjernes på samme måde som smørpletter samt med varmt sæbevand. Et ekstra afblegningsmiddel er det bedste middel mod farveresterne. Også rensebenzin hjælper mod hudcreme – dog helst ikke på huden men kun på tøjet.

Hvidvin

Hvidvinspletter skal afhjælpes med det samme. Skyl pletten direkte af med varmt vand. For bedre at kunne suge fugtigheden op bagefter strør du rigeligt med salt på pletten – en procedure, der også hjælper mod rødvinspletter.

Is

Hvis den kølende lækkerbisken ikke lander i munden men på tøjet, kan man hurtigt se sommerens uønskede spor. Her hjælper først en blanding af sprit og salmiakspiritus på pletten. Resten klarer du herefter med lunkent, rent vand.

Jord

Disse pletter er forårsaget af jernoxid i jorden, som har sat sig imellem fibrene. Denne type pigment er ikke vandopløselig og skal fjernes med mekanisk påvirkning. Grov tilsmudsning skal meget omhyggeligt børstes eller støvsuges af først eller spules væk fra vrangen med vand. Det anbefales, at lægge tekstilene i blød i vaskemaskinen, hvor vasketøjet udsættes for regelmæssig bevægelse, der hjælper med få fibrene til at svulme op, hvorved de fine partikler af snavs lettere opløses. Pletter forårsaget af jord bør altid fjernes så hurtigt som muligt, ligesom med rustpletter, da de ellers vil forårsage misfarvning og beskadige fibrene.

Jordbær

 

Selv de sødeste frugter gør dig ikke sur, hvis du først behandler pletten med lidt lunkent sæbevand. Hårdnakkede pletter behandles bedst direkte med et flydende afblegningsmiddel.
Tip: Miele-vaskemaskiner, der er udstyret med funktionen "Pletter", registrerer pletten og bearbejder den målrettet!

Kaffe

Hvis der var mælk i kaffen, dupper du først den brune plet med koldt vand. Herefter dupper du lidt varm glycerin på pletten og skyller den med varmt vand og eventuelt galdesæbe. Hvis der er tale om sort kaffe uden mælk, behandler du først pletten med lunkent sæbevand. Gamle kaffepletter kan behandles med en knivspids salt, hvorefter pletten dækkes over med glycerin og æggeblomme. Efter en halv time skylles blandingen først af med koldt og herefter med lunkent vand. Kaffepletter kan også nemt afbleges ved hjælp af et farvefast, flydende afblegningsmiddel til kulørt tøj eller en pletfjerner til hvidt tøj.
Tip: Miele-vaskemaskiner, der er udstyret med funktionen "Pletter", registrerer pletten og bearbejder den målrettet!

Kakao

Kakao svømmer i mælk, og en kakaoplet skal derfor behandles på samme måde som den hvide kalciumkilde. Først koldt og herefter varmt vand. Undgå den modsatte rækkefølge, for så bliver pletten ubehagelig. Læg derefter tøjet i blød i saltvand. Hvis der stadig er kakaospor efter vask, dupper du pletten med lidt usaltet kartoffelkogevand. Pletten kan hurtigt afhjælpes ved at komme lidt flydende vaskemiddel direkte derpå og lade vaskemidlet virke i ca. 25 minutter.
Tip: Miele-vaskemaskiner, der er udstyret med funktionen "Pletter", registrerer pletten og bearbejder den målrettet!

Karry

Ved forkert pletbehandling forvandler dette fine krydderi sig hurtigt til ægte ærgrelse. Derfor skal du først behandle karrypletten med lunkent vand. Gnid herefter stedet med glycerin eller brug eau de cologne, spiritus eller sprit, hvis der er tale om et sart materiale. Karry kan let afbleges

Kirsebær

Saften fra en presset citron hjælper mod den røde saft fra denne stenfrugt. Kirsebærpletter kan bleges ved hjælp af et farveægte, flydende afblegningsmiddel til kulørt tøj eller ved at blande pletfjerner i vaskemidlet til hvidt tøj.
Tip: Miele-vaskemaskiner, der er udstyret med funktionen "Pletter", registrerer pletten og bearbejder den målrettet!

Kuglepen

Til den slags pletter skal du bruge tid og en blanding af eddike og sprit. Til hvide tekstiler tilføjes lidt citronsaft.
Hairspray kan også hjælpe: Sprøjt rigeligt på tekstilet, og gnid pletten med en ren, tør klud. Til uld er det bedre at anvende glycerinsæbe. Pletten forsvinder ved efterfølgende vask. Speciel pletfjerner til kuglepenne kan også købes i handelen.

Læbestift

Hvis du pludselig ser rødt, skal du bare tage det roligt: Efter første vask er alt som regel godt igen. Du kan hjælpe med at fjerne sporene ved at bløde pletten op med eukalyptusolie eller glycerin eller ved at forbehandle pletten med pletspray eller rensebenzin. Let fortyndet salmiakspiritus hjælper mod hårdnakkede læbestiftspletter.
Tip: Miele-vaskemaskiner, der er udstyret med funktionen "Pletter", registrerer pletten og bearbejder den målrettet!

Likør

Lidt likør er ikke så slem, hvis du afhjælper den med fx ren alkohol eller fortyndet sprit. Herefter anbefaler vi at behandle pletten med varmt sæbevand og lunkent vand til skylning. Vi anbefaler ligeledes at bruge lunkent vand til pletfjernelse på uld- og silketøj.

Lim

Pletter fra lim fjernes bedst med neglelakfjerner (brug det ikke på syntetiske fibre, såsom acetat). Når limen er fjernet, vaskes tøjet i vaskemaskinen som anbefalet på vaskeanvisningen.

Mælk

En ekstra portion mælk på tøjet er ikke noget problem, så længe du behandler pletten med koldt vand og herefter skyller tøjet i varmt vand. Brug kun lunkent vand, hvis tøjet er af fløjl eller silke.

Make-up

Denne type pletter er forholdsvis lette at fjerne fra tekstiler. På lyse tekstiler anvendes sprit, hvis stoffet er robust nok til det. På bomuld, hør, viskose og uld anvendes galdesæbe. Ansigtstoner kan også hjælpe. Efterfølgende vaskes tekstilet i vaskemaskine. Da make-up ofte indeholder fedt, vil en forbehandling til fedtholdige pletter også hjælpe.

Maling

Malerfarve på tøjet er der ingen grund til at gå i sort over. Hvis bare du ved, hvilken slags maling det drejer sig om. Vandopløselig maling behandles bedst med marseilles- eller galdesæbe, efterfulgt af en vask i vaskemaskinen. Oliefarver skal behandles med terpentinolie (penselrengøringsmiddel), som ligeledes kan anvendes til fjernelse af lakpletter, forud for vask. Ved akrylmaling skal tiltagene dog være stærkere: Bland lidt sprit med et par dråber salmiakspiritus og dup blandingen på pletten op til flere gange forud for vask.

Marmelade

Marmeladepletter kan som regel fjernes med en klud og lidt varmt vand. Ved hårdnakket smørepålæg kan pletbekæmpelsen intensiveres ved at bruge sæbevand eller lidt sprit, ligesom ved jordbærpletter.

Ma­yon­nai­se

Mayonnaise bliver hurtigt til et stort problem, hvis du behandler pletterne forkert. Dup først lidt lunkent vand på stedet eller fjern det meste af mayonnaisen med en kniv. Dup herefter lidt glycerin på pletten. Hvis tøjet ikke er blevet rent efter første vask, kan du bruge fortyndet salmiakspiritus til efterbehandling.
Tip: Miele-vaskemaskiner, der er udstyret med funktionen "Pletter", registrerer pletten og bearbejder den målrettet!

Morgenbitter

Inden den lille morgenbitter giver maveproblemer, afhjælper du alle spor efter den som ved en likørplet; først med alkohol og derefter med varmt sæbevand.

Motorolie

Læg først et sugende underlag under materialet. Først behandles pletten med alkohol og herefter med terpentin. Når det har virket lidt, bearbejdes pletten med en lille pensel. Gentag denne procedure med terpentin, til der ikke længere løber olie ned i underlaget. Påfør herefter flydende vaskemiddel og vand på stedet og dup forsigtigt pletten af. Derefter skal materialet skylles godt, og tøjet skal vaskes i maskinen med et vaskemiddel til uld. Ved hårdnakkede pletter gentages denne procedure.
Tip: Miele-vaskemaskiner, der er udstyret med funktionen "Pletter", registrerer pletten og bearbejder den målrettet

 

Neglelak

Du kan fjerne neglelak fra tøjet ved forsigtigt at duppe lidt neglelakfjerner på. Herefter vaskes tøjet som altid.

Parfume

Sporene efter disse ædle essenser "fordufter" bedst ved hjælp af ren alkohol. Sporene fra en forførende duft kan dog ødelægge farverne på silketøj. Herudover kan deodorant- eller parfumepletter forbehandles med fortyndet citronsyre (i blandingsforhold 1:5). Herefter vaskes tøjet som altid.

Rødvin

Hvidvin hjælper mod rødvin. Også sherry eller klar alkohol kan klare en rødvinsplet. Men det bedste middel mod den ædle druesaft er og bliver en stor knivspids salt. I alle tilfælde er det godt at fjerne pletten så hurtigt som muligt. Inden du starter vaskemaskinen, skal du komme lidt citronsaft på pletten også. Hvis pletten ikke er væk efter vask, kan du prøve med glycerin. Fløjl og silke kan ikke tåle en behandling med salt eller hvidvin men tåler kun majs- eller kartoffelmel. Rødvinsrester, der ikke vil gå af, kan bekæmpes med fortyndet salmiakspiritus, sprit eller sæbespiritus. Rødvinspletter kan bleges.
Tip: Miele-vaskemaskiner, der er udstyret med funktionen "Pletter", registrerer pletten og bearbejder den målrettet!

Rust

Ældens brunlige tegn kræver ofte en tidskrævende behandling. På lyse, mindre sarte materialer og på uld kan du behandle pletten med citronsaft. Herefter skal materialet dog skylles godt. På mørke, sarte materialer skal du bruge lidt sæbespiritus forud for citronsaften. Herefter dupper du lidt ren spiritus på stedet. Et nemmere alternativ er et rustfjernelsesrmiddel fra materialisten. Det er vigtigt at fjerne rustpletten med det samme, da den kan ødelægge farver og fibre ved længerevarende påvirkning.

Sennep

Før du kommer med bemærkninger, bør du lytte til en klog bedstemors råd: Behandl først sennepspletten med varmt sæbevand. Hvis pletten stadig er synlig, skal du prøve med vand tilsat lidt salmiakspiritus. Herefter er det kun glycerin, der kan hjælpe. Dog ikke på fløjl og silke. Her skal du, som ved mayonnaise- og karrypletter, kun meget forsigtigt bruge eau de cologne eller lidt sprit. Sennepspletter kan også afbleges.

Skocreme

Lidt skocreme hører sig til, hvis man vil være pæn – dog ikke på tøjet. Her hjælper spiritus. Ved hvide tekstiler bruger du lidt ufortyndet spiritus, hvorimod du skal bruge en blanding af 1 del spiritus og 2 dele vand til kulørt tøj. Ved denne type fedtpletter er det ofte nok at forbehandle tøjet med et flydende vaskemiddel eller en pletspray med rensebenzin. Herefter skal tøjet vaskes med et flydende vaskemiddel. Farverester kan fjernes med blegemiddel. Dette kan dog kun lade sig gøre på hvidt bomuldstøj.

Smør

Smør er lige efter alle pletfjerneres smag: Det er nemt at fjerne, og det kan sågar hjælpe med at fjerne hårdnakkede fedt-, tjære- og harpikspletter. Pensl lidt smør på disse pletter. Når det har virket lidt, kan pletten kradses af, hvorefter tøjet duppes – som ved andre fedtpletter – med lidt husholdningssprit eller ved hjælp af en pletspray med rensebenzin.

Snavs på kraven

Kraven viser, om man er klædt pænt på. Til behandling af disse pletter kan man derfor få forskellige håndvaskemidler i praktisk tubeform, der også kan være i rejsetasken. Flydende galdesæbe er et billigere men ligeså effektivt alternativ.
Tip: Miele-vaskemaskiner, der er udstyret med funktionen "Pletter", registrerer pletten og bearbejder den målrettet!

Sod

Hvis du gnider på en sodplet, ser det sort ud for pletfjernelsen. For derved trækker den mørke røg endnu dybere ind i materialet. Dup og pust hellere på pletten og kom herefter lidt kartoffelmel eller savsmuld på. Hvis det er hvidt, kogefast tøj, kan du komme lidt salt på pletten. Hvis pletten ikke er gået væk, kan du prøve med lidt alkohol. En forbehandling med pletspray kan tit gøre underværker.

Solbærsaft

Solbærsaft forsvinder – som de fleste andre frugtsafter – som regel ved første vask. Hårdnakkede pletter kan fjernes ved at tilsætte lidt pletfjerner til vaskemidlet. Det kan også hjælpe at behandle tøjet med citronsaft, eddike eller salt, inden det vaskes.
Tip: Miele-vaskemaskiner, der er udstyret med funktionen "Pletter", registrerer pletten og bearbejder den målrettet!

Spinat

Friske kartofler passer til spinat. Præcist formuleret: Gnid med en rå kartoffel på spinatpletten og skyl herefter stedet med sæbevand.
Tip: Miele-vaskemaskiner, der er udstyret med funktionen "Pletter", registrerer pletten og bearbejder den målrettet!

Sukker

Sukker er et let problem, når det drejer sig om pletfjernelse. Det kræver dog, at du reagerer hurtigt. Det klistrede sukker kan let fjernes med varmt vand. Citronsaft er godt mod pletter fra farvet slik.

Svedpletter

På lyse tekstiler viser lønnen for det hårde arbejde sig som uønskede, gule pletter. Et bad i lunkent eddikevand hjælper. Herefter kan tekstilerne vaskes helt normalt.
Tip: Miele-vaskemaskiner, der er udstyret med funktionen "Pletter", registrerer pletten og bearbejder den målrettet!

Tandpasta

Tandpasta fjernes fra tøjet som fra tænderne: Den skal bare skylles godt af med lunkent vand. Herefter skal tøjet vaskes ved en så høj temperatur som muligt.

Te

Hvis vandet i kedlen stadig er varmt, skal du udnytte det til en hurtig, første behandling af tepletten. Her hjælper galdesæbe og vand, men du kan også hælde et pletfjernelsesmiddel i vaskemaskinens sæbeskuffe. Bemærk: Tjek først, om kulørte tekstiler er farveægte. Hårdnakkede pletter kan fjernes med en blanding af glycerin og æggeblomme, som skal vaskes ud efter ca. 1 time.
Tip: Miele-vaskemaskiner, der er udstyret med funktionen "Pletter", registrerer pletten og bearbejder den målrettet!

Tjære

Først påfører du noget smør på den mørke masse, indtil denne opløser sig. Som hos harpiks bindes pletten af smørret, således at du forsigtigt kan fjerne det meste af tjæren, når smørret har virket lidt. Herefter bruger du lidt alkohol eller en pletspray med rensebenzin til at behandle pletten med. Læg et tykt lag køkkenrulle under pletten, således at resterne bliver suget op. Et andet "varmt tip" er at anvende et strygejern. Læg tøjet med pletten ind imellem to stykker sugestærkt trækpapir.

Tomatketchup

Pletten fra denne "fast-food"-klassiker er lige så hurtigt væk, som den er kommet, hvis du behandler den med lunkent sæbevand eller med vand og lidt salmiaksprit. Du kan også bløde pletten op ved hjælp af et flydende vaskemiddel til finvask forud for vask. Ketchup er også let at afblege ligesom karry og sennep.

Tusch

Sporene efter tuscher er – som ved en kuglepen – svære at få af, for farvestofferne bliver hårdnakket siddende nede i stoffet. Det hjælper dog at opløse farven – eventuelt gentagne gange – med alkohol og terpentin eller lidt glycerin forud for vask.

Tyggegummi

Tyggegummiet skal først føres tilbage til sin oprindelige form: Gør det hårdt ved at køle det ned i fryseboksen eller ved hjælp af isterninger. Herefter kan pletten let kradses eller børstes af. Herudover kan du bruge lidt sprit til at komme af med pletten.

Ukendte pletter

Man skal altid behandle det ukendte forsigtigt. Start med at analysere materialet. Æggeblomme kan anvendes på kulørte materialer, der kan vaskes. Efter iblødsætning skal pletten skylles af med koldt vand. Hvide, forstærkede materialer skal først duppes med eau de cologne eller sprit. Herefter gnides en fortyndet blanding af salmiakspiritus og galdesæbe på pletten, eller tøjet lægges i blød natten over. Ved uldtøj skal du bruge majs- eller kartoffelmel, eddike eller kartoffelmelsstivelse. Varm disse ingredienser op i vand og brug dem til at skabe en hinde over pletten. Så snart blandingen er tørret, kan pletten børstes af. Pletter på fløjlstøj tørres af med et viskestykke med lidt eddike på. Herefter skylles stedet af med rent vand..

Urin

For urin gælder der det samme som ved andre pletter: Start med at få så meget væske ud af stoffet som muligt uden at gøre pletten større. Et lag af salt eller lidt citronsaft kan hjælpe. Dup tør med køkkenrulle og skyl efter med rent, koldt vand og overlad så derefter resten til vaskemaskinen. Vi anbefaler at bruge et vaskemiddel, der indeholder et blegemiddel, så længe dette ikke påvirker materialet eller farven på stoffet.

Voks

De uønskede følger af hyggebelysningen kan let stryges væk. Ved farveløs voks kradses de største voksstykker først forsigtigt af. Herefter lægges det plettede tøj ind imellem nogle stykker trækpapir eller køkkenrulle, og vokspletten stryges ved lav temperatur med tøjet på vrangen. Papiret skal udskiftes nogle gange. Hvis der er kommet farvet voks på tøjet, kan du lægge tøjet i fryseren i et kort øjeblik og herefter kradse voksen forsigtigt af. Hvis der stadig er farverester på tøjet bagefter, behandler du disse som en fedtplet.