Folk i plejesektoren: Kronisk belastede medarbejdere, der kæmper med udmattelse
At hjælpe, støtte og ledsage ældre mennesker er en afgørende opgave. Det er meningsfuldt arbejde — et erhverv med et tydeligt formål. På den anden side er syge- og ældrepleje også fysisk og mentalt krævende. Alligevel er dette arbejde helt uundværligt, især i sundhedssektoren. Og vi bliver jo alle ældre. Det giver faget en høj grad af fremtidssikring. For mange er det stadig et dybt tilfredsstillende kald i livet. Men tallene fortæller en anden historie, der ikke ligefrem vidner om stor arbejdsglæde.
Færre mennesker — primært kvinder — vælger at arbejde i plejesektoren, og endnu færre bliver der i længden. Globalt set er omkring 90 % af alle plejemedarbejdere kvinder, og de arbejder oftest på fuld tid. Men mange forlader faget igen. Selv dem med høj motivation må til sidst give op, fordi de ikke længere kan eller vil fortsætte under de nuværende vilkår — hverken mentalt eller fysisk.
For at illustrere omfanget: I et industriland som Tyskland går der i gennemsnit 183 dage, før en ledig stilling i plejen bliver besat, efter at en medarbejder har sagt op. Det er et tydeligt tegn på mangel på kvalificeret arbejdskraft. Gennemsnitsalderen for plejepersonale er omkring 50 år, og samme tendens ses i andre vestlige lande som Sverige og Canada. I Sverige er faget bedre anerkendt, blandt andet fordi næsten alle plejere har en universitetsuddannelse — men selv her er det ikke lykkedes at løse problemet med rekruttering og tilstrømning af unge talenter.
Verdenssundhedsorganisationen slog allerede i 2020 alarm. Ifølge deres rapport manglede der på det tidspunkt omkring 5,9 millioner medarbejdere i plejesektoren globalt. Millioner af ufaglærte og delvist uddannede medarbejdere er allerede trådt til for at udfylde hullerne. For at undgå en decideret plejekrise skal hvert land i gennemsnit øge antallet af færdiguddannede plejepersonale med omkring 8 % om året. Men hvordan gør man det?
Skab tid og kvalitet til pleje
Ifølge International Council of Nurses (ICN) er udfordringerne i plejesektoren stort set de samme over hele verden: For det første udfører plejepersonale alt for mange opgaver, der ikke direkte har med pleje at gøre. For det andet udnyttes det store faglige potentiale i medarbejderne ikke fuldt ud. Og for det tredje ligger lønniveauet generelt lavere end i sammenlignelige erhverv. Med andre ord: Problemerne er tydelige — og har været det i lang tid.
Spørger man medarbejdere i den mobile pleje om deres daglige udfordringer, bliver billedet hurtigt klart. Tid er en mangelvare, og fagfolk presses af omfattende bureaukrati. Fra at gøre sprøjter klar til insulin til at hjælpe med måltider — alt skal gå hurtigt. Det, der tabes undervejs, er den sociale kontakt og kvalitetstid med beboerne. Det betyder også, at forebyggende tiltag, som skulle bevare eller endda forbedre de ældres sundhed, ofte bliver nedprioriteret.
Man må ikke glemme, at geriatrisk plejetræning bygger på en holistisk tilgang, hvor individuelle behov er i centrum. Netop dét er svært at efterleve i en hverdag præget af tidspres og administrative byrder. Derfor efterlyses løsninger, der kan frigøre mere tid til reel pleje og samtidig øge personalets motivation — fra digitalisering af dokumentation til mere fleksible arbejdstider og en strategisk inddragelse af frivillige. Alt, hvad der skaber mere tid og luft i hverdagen, bidrager til større arbejdsglæde og styrker medarbejdernes loyalitet.
Større påskønnelse af arbejdet med pleje
Og hvad med potentialet i selve plejen? I flere lande har medarbejderne et markant større ansvar end i Tyskland. Hvor læger i Tyskland ofte uddelegerer opgaver til plejepersonale, bygger plejesystemet i Schweiz, Holland og Sverige på princippet om individuelt ansvar. Her har plejere større råderum til at træffe beslutninger og finde deres egne løsninger på, hvordan de bedst støtter og behandler de mennesker, de har i deres pleje. Det øger både arbejdsglæden og anerkendelsen — og åbner samtidig for muligheden for selvorganisering. Det er med til at opgradere faget og gøre det mere attraktivt.
Akademisering af plejeområdet kan også løfte kvaliteten og bidrage til højere faglige standarder. I kombination med fair lønninger skaber det større professionalitet og status.
Dermed er vi tilbage ved udgangspunktet: Job i plejesektoren skal give mening. Og det burde være i alles interesse at begynde at forme fremtidens plejesektor allerede nu. For ingen af os bliver yngre. Børn født i 2020 har en gennemsnitlig forventet levealder på omkring 81 år. Og hvem ønsker ikke at få god pleje i livets sidste fase — og forblive frisk og sund så længe som muligt?
Denne artikel er en del af vores kundemagasin “PROconcept”. Du er velkommen til at downloade den digitale version af magasinet.
