Forårssalat med kaffevinaigrette

Med stegte baconskiver, croutoner og pocherede vagtelæg.

En salat lavet med kaffe? Ja tak! Denne forårssalat kombinerer de allerbedste ingredienser til det perfekte lette måltid.

Servér denne lette forårssalat med italiensk Coppa-bacon, croutoner og en usædvanlig, men lækker vinaigrette lavet af kold kaffe, æblemost og sennep med honning for en forfriskende forandring. Blandede salatblade anrettet med pocherede vagtelæg gør den også til en fryd for øjet.

Portioner: 4

Ingredienser:

Til vinaigretten

  • 1 spsk. hvid balsamicoeddike
  • 6 spsk. stærk kold kaffe
  • 3 spsk. ufiltreret æblemost
  • 1 tsk. grovkornet sennep
  • 1 spsk. vild honning
  • havsalt
  • friskkværnet sort peber
  • 4 spsk. jomfruolivenolie

Til salaten

  • ca. 120 g blandet forårssalat (rucola, babyspinat, brøndkarse, mælkebøtte, økologiske blomster osv.)
  • 1 baguette
  • 50 g Coppa-bacon i tynde skiver (italiensk bacon, udskåret fra nakken)
  • 12 friske vagtelæg
  • salt
  • 1 spsk. hvidvinseddike
  • køkkenrulle

Tilberedning:

  1. Pisk alle ingredienserne til vinaigretten sammen, og smag til.
  2. Skyl salatbladene, sortér dem, og ryst dem tørre.
  3. Forvarm ovnen. Indstillinger: Top/bundvarme/180 °C.
  4. Skær baguetten i meget tynde skiver. Læg skiver af baguette og bacon på en bageplade, sæt den i ovnen på den tredjenederste rille, og rist i 6-7 minutter. Vend brødskiver og bacon om.
  5. Slå hvert vagtelæg ud enkeltvis, og put det i et shotglas eller lille æggebæger.
  6. Bring 300 ml vand i kog i en lille gryde (ca. 18 cm i diameter) sammen med 2 tsk. salt og hvidvinseddiken. Skru ned på niveau 1, når det koger, og læg et vagtelæg ad gangen i det varme, men ikke kogende vand, og pocher dem i 2-3 minutter. Tag æggene op et efter et med en gaffel, og lad dem dryppe af på et stykke køkkenrulle.
  7. Hæld vinaigretten over salatbladene, og fordel på tallerknerne. Tilsæt baconskiver og croutoner. Top af med vagtelæg, og dryp med den resterende vinaigrette. Serveres med det samme.

Tip:

  • Baguettes er nemmere at skære tynde, hvis de er en dag eller to gamle. Det er nemmest, hvis du bruger en brødskæremaskine.
  • Croutonerne smager bedst, hvis de gnides med et fed hvidløg, der er skåret over, efter de er ristet.
  • Vær forsigtig, når du bruger en almindelig kogeplade – vandet må ikke koge, når du pocherer æggene!

Produktion: Regine Smith Thyme
Foodstyling: Marlies Klosterfelde-Wentzel
Styling: Katrin Heinatz
Forfatter: © Wolfgang Kowall

Til top